lørdag den 18. januar 2014

Den spæde begyndelse!

Min blog starter!


Billedet er taget til min anden udstilling. 2013 blev året hvor jeg viste mine værker frem for offentligheden for første gang. Den første var på en café i Odense (Café 88) og den anden, på billedet, var i Nyborg på Anders Draghes Gård. En spændende og meget givende oplevelse, også en anelse nervepirrende (læs: meget), men uden tvivl noget jeg håber kan fortsætte. Det er min drøm at komme mere frem i den kreative verden, da det er det jeg elsker at lave.

Jeg maler med akrylmaling og helst på hørlærred. Efter min erfaring giver det et meget bedre resultat end de mere gængse bomuldslærreder - det er dem du kan få hos Bilka og lignende steder. Søstrene Grene fører også bomuldslærreder, de er dog af en bedre kvalitet og absolut brugbare i starten. Jeg maler med akrylmaling og ikke olie, da det er det jeg synes passer bedst til mig. Jeg fandt hurtigt ud af at jeg ikke havde tålmodigheden til at vente på at olien tørrede, og så synes jeg lugten er lige stram nok. Der er dog de seneste år udviklet mange nye mærker og udgaver af oliemalingen, nogle hurtigtørrende og mindre lugtende. - Men ja, nu er det altså akrylmailingen jeg har kastet min kærlighed på. Jeg bruger hovedsageligt mærkerne Amsterdam, Golden og Galleria. Jeg ville helst bruge Golden, men da det er betydeligt dyrere end de to andre mærker, bruger jeg mest Amsterdam.

Kreativitet er livets nerve for mig. Jeg føler mig levende, opslugt og fuld af energi når jeg kaster mig over et af mine kreative projekter! Jeg elsker processen og jeg elsker målet. At se det hvide lærred forvandle sig til et værk fuld af liv og farve, det er magi for mig. Men det er ikke kun malerier jeg går op i, det er alt muligt; tegning, smykkefremstilling, papirklip, pynt og alt muligt andet. Jeg vil i mine næste indlæg gøre lidt ud af at fortælle om de forskellige kreative projekter jeg har, og har haft, gang i. Jeg vil nævne hvilke materialer jeg bruger (noget jeg ofte selv har savnet information omkring), og ligeledes komme lidt ind på fremgangsmåde og processen.

Tak for nu, det er dejligt at komme i gang! :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar