onsdag den 29. januar 2014

Tegne

Det tegner jeg med.


En dejlig kurv med tegnegodter! Jeg henter den frem hver dag i øjeblikket, det kribler i mig for at sætte tuschen på papiret og forvandle det fra hvidt til motiv. Jeg tegner med tusch, så det er også det jeg vil skrive lidt om. Jeg ved ærlig talt ikke meget om at tegne med blyant, så det vil jeg overlade til andre at fortælle om.


Til det grundlæggende. Jeg synes et er rart at have lidt forskellige størrelser, og af den årsag har jeg valgt disse tuscher af mærket "Uni Pin", de fås nemlig i en pakke med 5 forskellige størrelser (01, 02, 03, 05, 08). De kan købes i Arnold Busck og Panduro Hobby. Billigst i Arnold Busck, hvor man kan få enten to for 50kr. eller pakken med fem for 100kr. I Bog&Ide har de et andet mærke "Artline" som minder utroligt meget om - og for mig er det det samme. De fås i samme størrelser og ligeledes to for 50kr., jeg har dog ikke kunne finde en pakke med fem, svarende til den fra "Uni Pin". Det er muligt at den findes, men jeg har ikke set den. Ud over pakken med fem findes der en str. 0.05, der laver en helt tynd og fin linje, god til de mindste detaljer - den kan jeg ikke undvære.


I øjeblikket eksperimenterer jeg lidt med disse "Uni ball" penne i farver. De er ok, men er ikke til de helt fine linjer og de findes, så vidt jeg ved, kun i den ene str. De har dog nogle rigtig fede farver og kan give nogle meget seje effekter. Købes i boghandlen.


"Promarker" tuscher er rigtig sjove at arbejde med. De har to ender, en tyk og en tynd. De har den egenskab at man gør farven mørkere og mørkere jo flere lag man lægger på. Det kan give nogle rigtig flotte effekter, søg evt. på mærket på youtube, der er lavet mange demovideoer. Jeg synes de giver en fin, nærmest flydende, farve. Det minder lidt om akvarel - vandig farve. De kan købes i Panduro Hobby og diverse online shoppe.


Så er der "uni POSCA" tuscher. Det er akrylfarve på tusch, og de kan skrive på stort set alt og når det tørrer er det meget holdbart. De er meget flydende og man skal passe lidt på når man bruger dem, så farven ikke pludselig fosser ud af dem - eller man får klattet lidt. Men de er holdbare og meget farverige - i modsætning til promarkerne der ligesom er lidt udflydende. De kan købes i de fleste boghandler og også i Panduro Hobby.


Flere mærker laver også denne slags tusch som er vist på billedet. I stedet for at have en almindelig pennespids, er de som en pensel. Så man maler nærmest med tuschen. Jeg har eksperimenteret med dem, men er ikke vildt begejstret. Jeg synes ideen er sjov og de er faktisk meget sjove at bruge - det kræver lidt øvelse. De egner sig dog ikke til den slags tegninger jeg foretrækker at lave, hvor det mere er den fine ensartede linje der er i fokus. Men er man glad for tuschtegninger, skulle man næsten unde sig selv at prøve dem.







2 kommentarer:

  1. Rigtig fin beskrivelse af de forskellige typer markere. :-)
    *SMIL* fra Lisbet

    SvarSlet
  2. Tusind tak Lisbet, det er jeg glad for at du synes. Er helt ny i det her blog - univers, så rart med tilbagemelding! :-)

    SvarSlet